Scenen er København. Alle de veje, der nævnes, ligger i og
omkring København. Spillebrikkerne er biler. Derfor står det klart, at spillet
ikke handler om ejendomshandel, men om infrastruktur. Spillet er ganske enkelt bygget
op som en betalingsring. Men går man længere ind i spillets struktur, står det
klart, at der i lige så høj grad er tale om et spil om differentieret
road-pricing. Det er billigst at køre på Rødovrevej og dyrest at færdes på
Rådhuspladsen. Her har vi også det spændingsfelt, der antagelig har gjort sit
til at bevare spillets popularitet gennem årene, nemlig konflikten mellem
spillets form – betalingsringen – og dets indhold – roadpricing. Vi mangler dog i "Matador"-forskningen stadig at redegøre for mindst to anomalier: Hvorfor er det gratis at parkere, og hvorfor er Amager slet ikke med?
søndag den 13. oktober 2013
Hvordan skal man forstå "Matador"?
Det har længe været et alment accepteret synspunkt i ”Matador”-forskningen,
at spillet blev opfundet med henblik på – og også i høj grad har fungeret som –
opdragelse til kendskab til kapitalismens grundlæggende funktioner og
mekanismer. Inden for denne overordnede forståelsesramme har to skoler været
fremherskende, nemlig den såkaldte liberale konsensuslinje, der betragter ”Matador”
som et nytigt og nødvendigt redskab til understøttelse af forståelsen for en
vestligt orienteret livsstil, mens en anden linje, den såkaldte
kritisk-didaktiske skole, i terningkastets understregning af tilfældighedernes
betydning for triumf eller bankerot ser en tydelig advarsel mod de frie
markedskræfters amokløb.
Efter den kolde krigs ophør er der sket to afgørende ting i
matadorforskningen, nemlig for det første at fortolkningskonflikter ikke længere
domineres af øst-vest-konfliktens binære matrice. For det andet er der kommet
en pluralitet af metodiske og teoretiske tilgange til spørgsmålet. En af dem er
opgøret med den lineære opfattelse af tiden. Fortolkningen af ”Matador”-spillet
er f.eks. ikke længere bundet op på den narrative konstruktion, som udgøres af
spillets regelbundne forløb. I en meget frugtbar ny fortolkningstilgang, som
jeg vil vælge at kalde en æstetisk-strukturel analysestrategi, ser jeg på
spillepladen som en helhed. Fastholder man dette perspektiv, springer der flere
afgørende pointer frem. Spillet er i
udgangspunktet politisk ladet, men flertydigt. Det kan ikke i sig selv ses som
udtryk for en bestemt opdragelseshensigt, snarere er det et konglomerat af
delvist konfliktuerende ideologiske intentionaliteter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar