søndag den 13. oktober 2013

Hvordan skal man forstå "Matador"?

Det har længe været et alment accepteret synspunkt i ”Matador”-forskningen, at spillet blev opfundet med henblik på – og også i høj grad har fungeret som – opdragelse til kendskab til kapitalismens grundlæggende funktioner og mekanismer. Inden for denne overordnede forståelsesramme har to skoler været fremherskende, nemlig den såkaldte liberale konsensuslinje, der betragter ”Matador” som et nytigt og nødvendigt redskab til understøttelse af forståelsen for en vestligt orienteret livsstil, mens en anden linje, den såkaldte kritisk-didaktiske skole, i terningkastets understregning af tilfældighedernes betydning for triumf eller bankerot ser en tydelig advarsel mod de frie markedskræfters amokløb.

Efter den kolde krigs ophør er der sket to afgørende ting i historieforskningen, nemlig for det første at fortolkningskonflikter ikke længere domineres af øst-vest-konfliktens binære matrice. For det andet er der kommet en pluralitet af metodiske og teoretiske tilgange til historien. En af dem er opgøret med den lineære opfattelse af historien. Fortolkningen af ”Matador”-spillet er f.eks. ikke længere bundet op på den narrative konstruktion, som udgøres af spillets regelbundne forløb. I en meget frugtbar ny fortolkningstilgang, som jeg vil vælge at kalde en æstetisk-strukturel analysestrategi, ser jeg på spillepladen som en helhed. Fastholder man dette perspektiv, springer der flere afgørende pointer frem.  Spillet er i udgangspunktet politisk ladet, men flertydigt. Det kan ikke i sig selv ses som udtryk for en bestemt opdragelseshensigt, snarere er det et konglomerat af delvist konfliktuerende ideologiske intentionaliteter.

Scenen er København. Alle de veje, der nævnes, ligger i og omkring København. Spillebrikkerne er biler. Derfor står det klart, at spillet ikke handler om ejendomshandel, men om infrastruktur. Spillet er ganske enkelt bygget op som en betalingsring. Men går man længere ind i spillets struktur, står det klart, at der i lige så høj grad er tale om et spil om differentieret road-pricing. Det er billigst at køre på Rødovrevej og dyrest at færdes på Rådhuspladsen. Her har vi også det spændingsfelt, der antagelig har gjort sit til at bevare spillets popularitet gennem årene, nemlig konflikten mellem spillets form – betalingsringen – og det indhold – roadpricing. Vi mangler dog i "Matador"-forskningen stadig at redegøre for mindst to anomalier: Hvorfor er det gratis at parkere, og hvorfor er Amager slet ikke med?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar