søndag den 29. maj 2011

Hvordan udvikles kompetencer og smølfisk smølfesmølfning

kompetencer eller kunnen kan opdeles i færdigheder og kundskaber (også kaldet viden eller indsigt). Færdighed er evnen til at gøre noget, og kundskab er evnen til at forstå eller forklare noget. Grænsen mellem de to er flydende, og de hænger sammen, men vægtes forskelligt afhængigt af sammenhængen. For en golfspiller er færdigheder vigtigere end kundskaber, og for en skakspiller er det omvendt, men ingen af dem ville klare sig udelukkende på færdigheder eller kundskaber.

Færdigheder opnås ved erfaring og kundskaber ved studium. Alle uddannelser rummer en vægtet kombination af disse to elementer, praktisk og teoretisk undervisning. Akademiske uddannelser lægger vægten på kundskaber, mens fx håndværksuddannelser lægger vægten på færdigheder. En brolægger lærer ikke sit fag ved kun at have læst bøger om brolægning, og man bliver ikke psykolog af at have det dårligt med sig selv. Man kan altid diskutere vægtningen, men det er ikke opgaven her.

Statens Center for Kompetenceudvikling er et godt eksempel på
smølfeprøvens anvendelighed. "Smølfisk smølfesmølfning er en
hjørnesten i arbejdet". Skærmdump fra deres hjemmeside.


Nu er sagen den, at vi lever i et dynamisk samfund, der lægger vægt på omstillingsberedskab og forandringsparathed. Man skal med andre ord være forberedt på, at man skal kunne noget andet i morgen end det man gør i dag. Nu kræver det jo omhu at erhverve sig konkrete kundskaber og færdigheder, og den slags er der ikke tid til på en dynamisk arbejdsplads, så man er gået helt over til at tale om kompetencer, men nu i en ny og meget mere diffus betydning af ordet, som sjældent består smølfeprøven. (Smølfeprøven er enkel: Hvis et fænomens kernebegreber kan erstattes med 'smølf' uden væsentligt tab af mening, kan man med sindsro se bort fra det.)

For at understrege det dynamiske i forholdet, taler man ikke om kompetencetilegnelse, men om kompetenceudvikling (subsidiært konceptudvikling eller -innovation). Det hele er møntet på en eller anden imaginær fremtid 2.0, hvor enhver påberåbelse af omhyggeligt erhvervet indsigt eller erfaring afskrives som "old school" eller "plejer er død". I det univers er 2 + 2 ganske problemfrit 5.

Kompetenceudviklerne får deres helt egen afdeling, som gerne sorterer under HR, og de arrangerer strategiseminarer og udviklingsinternater og formulerer værdigrundlag. Man kan let kende denne afdeling fra de dele af arbejdspladsen, der bygger på sagkundskab.

For det første beskæftiger kompetenceudviklere sig aldrig med det, som arbejdspladsen går ud på. Hvis det er en folkeskole, underviser de ikke børn, og hvis det er i en fremstillingsvirksomhed, kommer de aldrig i nærheden af produktionen.

For det andet vil de tiltrække stadig flere af arbejdspladsens midler til deres formål i form af løntillæg, rejser og udstyr på bekostning af de sagkyndige medarbejdere.

For det tredje er de tilsyneladende vældig gode til at forklare deres eksistensberettigelse for ledelsen, men ikke for kollegaerne.

onsdag den 18. maj 2011

Hvordan laver man et koncept

Et koncept er et udkast. I gamle dages forvaltninger blev et udkast til fx et brev udfærdiget på gult konceptpapir. Det bruges vist i princippet stadig også til skriftlig eksamen nogle steder. Kladden skrives på det gule papir, mens den renskrevne besvarelse afleveres på hvidt papir.

I princippet er udkastet i vore dages tekstproduktion blevet usynligt, fordi tekst skrevet på computer under normale omstændigheder ikke rummer oplysninger om tidligere versioner.

Konceptet har derfor fået ny betydning. Nu betyder det en idé, en strategi, en plan for et eller andet. Det er blevet et udkast på en anden måde. Det er ikke det modsatte af et indkast. Til gengæld ligner det et indspark ret meget. Måske et frispark. Denne fyr synes i hvert fald at være havnet i en dødboldsituation. Læg endelig mærke til øresneglen.

Hvordan er man rig?

Det er normalt ikke det første spørgsmål, der stilles. Egentlig vil de fleste gerne vide, hvordan man bliver rig. Oliemagnaten J. Paul Getty svarede ganske præcist på dette spørgsmål: "Rise early, work hard, strike oil." Det vil sige, at erhvervet formue afhænger af flid og held.

Getty var en kynisk forretningsmand. Det fortælles, at han selv holdt opsyn med det raffinaderi, som Getty Oil opførte i Kalundborg i slutningen af 1950erne. Den danske arkitekt havde lavet en omfattende beplantningsplan for området. Gettys svar var kort: "We're building a refinery, not a park."
Olieraffinaderiet i Kalundborg, der oprindeligt blev
solgt af Getty  til Esso, ejes nu af Statoil

Det svarer imidlertid ikke på spørgsmålet om, hvordan man håndterer formuen, når den først er erhvervet. Gettys afvisning af den danske arkitekts ønske om at forskønne virksomheden i Kalundborg kan synes som et typisk udslag af manglende sans for skønhed. Men Getty havde netop æstetisk sans. Han havde også forretningssans, og hans styrke var, at han kunne skille de to ad. Han stiftede og finansierede et meget betydningsfuldt kunstmuseum i Californien, men han lod ikke dette engagement i kunst forstyrre forretningen.

Langt fra alle med evnen til at tjene penge forstår at give dem ud. Det burde faktisk være forbudt for folk uden smag at have penge.

mandag den 16. maj 2011

Hvordan får man hjælp - og ret

Den antagelig mest ind-
flydelsesrige bog om
værdien af smiger
En overset, men meget effektiv måde at få hjælp på, er at bede om den. Det enkle udråb, ”hjælp!”, rummer både indrømmelsen af egen svaghed og en formodning om, at modparten har en løsning, som man ikke selv er i stand til at tilvejebringe. Det taler til folks forfængelighed, at andre tror, at de kan noget særligt. Langt de fleste mennesker vil derfor reagere på en bøn om hjælp ved at give den efter bedste evne.

At blotlægge sin egen hjælpeløshed og fejlbarlighed virker for det første overrumplende, fordi det sker så relativt sjældent. For det andet virker det smigrende, og smiger virker som bekendt.

En variant af denne fremgangsmåde er effektiv i tilfælde af stærke holdningsuoverensstemmelser. Hvis man står over for en fuldkommen idiot, må man holde sig for øje, at ingen er fuldkommen. Selv de største tåber har ret i et eller andet, og det kan virke som en rambuk mod en modstanders retoriske forsvarslinjer at give ham ret, især hvis det så også er tilfældet.

Hvad der ud fra et traditionelt æreskodeks vil virke som en blottelse af egen svaghed, har i virkeligheden den modsatte effekt, fordi den bygger på en bekræftelse af modstanderens selvbillede. Der er tale om et psykologisk judogreb. Man udnytter styrken i modstanderens forfængelighed