fredag den 8. januar 2010

Hvordan løfter man et lokomotiv

eget foto
DSBs dieselelektriske ME-lokomotiver er nogle imponerende maskiner med en tjenestevægt på omkring de 115 tons, hvis drift og vedligeholdelse kræver højt specialiserede teknikere.

Skulle man som amatørlokomotiventusiast få lyst til at skrue på sådan en fætter i sin fritid, står man med det indlysende problem, at det ikke er lige til at få den bakset ind over smøregraven i carporten.

Lige netop det problem har DSB heldigvis taget højde for. Mens så mange andre dele af lokomotivets sindrige mekanik må forblive en gåde for lægmand, skal det ikke være nogen hemmelighed, hvordan man bugserer apparatet. Det er monteret med fire udkragninger i støbejern til formålet, hvorover der omhyggeligt er anført: "Løft her". Vanskeligere er det såmænd ikke.


Hvordan skriver man et postkort

Banalitetens nødvendighed

Postkortet har samme forhold til de mere anerkendte litterære genrer som en ringetone fra Nokia har til en vals af Chopin. Der er dog ikke desto mindre grund til at tage postkortet alvorligt alene af den grund, at de fleste mennesker sender og modtager mange flere postkort end de læser romaner og lytter til polske komponister. Et postkort rummer altid mindst én væsentlig meddelelse, nemlig at afsenderen skænker modtageren en – som regel venlig – tanke. Det er hvad man får for de ca. 10 kroner og 15 minutter, som anskaffelsen, affattelsen, frankering og besørgelsen af et almindeligt postkort koster.

Postkortet er i udgangspunktet banalt, og det kan kun hæve sig et vist niveau derover selv for de bedste af genrens udøvere. I næsten alle andre forhold i livet stilles der meget store krav til kreativitet og originalitet. Postkortet er trivialitetens sidste helle i verden. Der er dog ingen grund til ikke at gøre sig umage.

Postkortets rolle i det moderne mediebillede
Postkortet indtager en særstilling i moderne kommunikation, fordi det sammen med enkelte andre marginaliserede meddelelsesformer som f.eks. huskesedlen har overlevet som håndskrevet medium. Det giver postkortet et sjældent personligt præg i en tid, da alle andre skriftlige meddelelser benytter sig af Times New Romans ubærlige sterilitet. Det kræver selvfølgelig, at man overhovedet har noget, der ligner en håndskrift. De fleste af min generation (f. 1966) og yngre benytter sig af en lidt karakterløs og ofte infantil formskrift, der snarere trækker fra end lægger til det meddeltes kvalitet. Et postkort fra en udlandsrejse vil dog altid have større vægt hos modtageren end f.eks. en sms, der i øvrigt på grund af teleselskaberne ublu roaming-afgifter koster nogenlunde det samme. En sms kan heller ikke hænges op på køleskabet.

Den meget velforberedte turist udfærdiger inden afrejsen en adresseliste over dem, der skal skrives til. Det er en unødvendig omhu, for de fleste hoteller, lufthavne osv. har internetcafeer, hvor man let kan søge korrekte adresser i hjemlandet. Glem ikke blomstervanderen og hundepasseren.

Hensynet til modtageren
Modtageren af et postkort forventer, at afsenderen har det godt, og der er sjældent grund til at skuffe den forventning, selv om ferien faktisk har vist sig at være en fejltagelse. Det indledende »Vi har det godt« hører til pligtstoffet, evt. suppleret med det lige så klassiske håb om, at det forholder sig tilsvarende i den anden ende. Afsenderen må dog aldrig overanstrenge modtagerens evne til at glæde sig på andres vegne. Man må derfor ikke falde for fristelsen til fra sin solbeskinnede liggestol at håne modtageren, fordi det regner derhjemme. Det ideelle postkort deler nemlig ud af afsenderens glæde. Det er godt at vide, at folk, der er flygtet fra hverdagen, har glemt meget af det hjemlige for en tid, men ikke dem, de holder af. For en sikkerheds skyld kan afsenderen – under eventuel anvendelse af det til formålet nødvendige hykleri – tilføje, at det nu skal blive rart at komme hjem igen.

Motivvalg
Som budbringer af enkle situationsrapporter fra den almindelige ferie gør postkort med motiver fra afsenderens opholdssted udmærket fyldest. Under foregivende af saglig gengivelse af rejsemålets topografiske særheder, som tilfredsstiller en banal nysgerrighed hos modtageren, meddeles der intet andet end en kliché bygget op af sand, klipper, saltvand og beton serveret i en sovs af retoucheret nostalgi. Et hotel er som regel blot et hotel, og det samme kan i store træk siges om en hvilken som helst kyststrækning plastret til med forloren idyl, pizzeriaer og irske pubs. Variationen består som regel i, hvor vidt den lokale historiske ruin er af græsk, romersk, byzantinsk, gotisk, etruskisk, normannisk, veneziansk, mykensk, fønikisk, osmannisk, armensk, bogomilsk, saracensk, minoisk eller anden oprindelse. Til gengæld kan en af genrens mest driftsikre gimmicks bringes i anvendelse: at sætte kryds på forsiden ud for hotelværelset, stranden eller den særligt gode restaurant og skrive »her bor vi«, »her blev jeg solskoldet« eller »her fik jeg for meget chili i kødsovsen«.

Det formålstjenlige postkort
Ud over de enklere hengivenhedstilkendegivelser egner postkortet sig glimrende til at afvikle en mindre taknemmelighedsgæld og meddele små undskyldninger eller lykønskninger. »Jeg har aldrig fået takket dig for…..«, »Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme til…« eller »Vi nærmer os din fødselsdag….« Påmindelser, der af en ukendt årsag nu næsten udelukkende hedder ’reminders’ på dansk, kan man tage med i begrænset omfang. »Husk i øvrigt fars fødselsdag« eller »Den bog, du lånte….« På den måde kan man anvende ferien til at rydde op på sin samvittigheds skrivebord og føre debit og kredit i nul, men selvfølgelig kun i den høfligste indpakning.

Genrens grænser
Når det kommer til mellemværender af større følelsesmæssig kompleksitet og især sådanne med et konfliktpotentiale, er der dog ingen vej uden om papir og konvolut. Postkortet egner sig ikke til det endelige opgør med svigermor eller til at gøre nogen arveløs. Der er grænser for, hvad genren kan bære. På den anden side vil en skilsmissebegæring på åbent brevkort »med hilsen fra Himmelbjerget« unægtelig føje en effektiv spot til den modvilje, som parterne i forvejen måtte formodes at nære for hinanden.

Med udsigt til disse retningslinjer ønskes alle et godt ferieår og jeg minder til slut om den væsentligste regel af dem alle: Husk altid at sende et kort til din mor. Hun elsker dig, og hun fortjener at blive mindet om, at du ved det.




Første version trykt i Information 11. maj 2005

torsdag den 7. januar 2010

Hvordan holder man flere møder

1. Man må ikke forberede sig. Det mindste man kan gøre er at undlade at læse på det materiale, der måtte være sendt ud i forvejen. Beslutningsgrundlaget skal være så diffust som muligt, således at diskussionerne kan trække ud. Intet er så ødelæggende for et godt skænderi som kendsgerninger.

2. Kom for sent. Hvis du ikke har direkte anledning til at komme for sent, bør du sørge for at indlede fx en telefonsamtale umiddelbart før mødet begynder, således at du kan komme halsende ti minutter for sent med den undskyldning, at du lige havde kontorchef dittendatten i røret. Det er ikke alene en acceptabel undskyldning, men giver også indtryk af, at du er en vigtig faglig autoritet og/eller en højt værdsat personlighed.

3. Sørg for at bruge en stor del af mødet på at udskyde ting til næste møde. Undgå dog enhver konkret beslutning om tid og sted. (se 7)

4. Sørg for at planlægge dine møder således, at du altid må forlade det ene i utide for at kunne nå det næste (se dog 2).

5. Indled mødet med at opildne til en samtale om et emne, der ligger alle på sinde uden at have den ringeste tilknytning til dagsordenen. Det kan være grevinde Alexandras figur, Brøndbys udebanestatistik eller prisen på brændstof. Så går der tid med det.

6. Den væsentligste nøgle til at forlænge et mødes varighed uden af den grund at opnå noget er at sætte sig på dirigentposten. Det giver rige muligheder for at afvige fra dagsordenen og springe hid og did mellem punkterne. Hvis du sidder på posten i længere tid, har du mulighed for at indføre faste, tidsrøvende punkter som 'Siden sidst' eller 'Nyt fra udsmykningsudvalget'. Giv under påskud af ytringsfrihed alle mulighed for at komme til orde under alle punkter. Takket være en nådig naturlov deltager der ved ethvert møde en hæmningsløs kværulant, som uden opfordring gentager sig selv. I nødstilfælde må du selv påtage dig rollen.

7. Kan du ikke blive dirigent, må du påtage dig pligten som referent. Undgå beslutningsreferater. Brug gerne vendinger som 'Det blev diskuteret, hvorvidt ...' eller 'Der var både fortalere og modstandere af forslaget om ...' (se flere eksempler her) men undlad så vidt muligt at nedfælde konkrete beslutninger, da det kunne føre til at de blev ført ud i livet (jf. dog 8). Referater udsendes principielt for sent og gerne til de forkerte (se 1).

8. Hvis du ikke selv har skrevet referatet bliver 'godkendelse af referat' et så meget desto vigtigere punkt ved ethvert møde Det fejlfri referat eksisterer ikke. Husk derfor altid med stor omhu at gøre referenten opmærksom på stavefejl og andre ligegyldige detaljer. Der kan sagtens gå lidt tid med diskussioner om den seneste retskrivningsreform, og med lidt held vil samtalen langsomt komme til at dreje sig om det, som alle har en meget højrøstet holdning til, nemlig folkeskolen. Det væsentlige er under alle omstændigheder at få mødedeltagerne til at glemme, hvad der faktisk står i referaterne, således at man undgår at skulle følge op på tidligere beslutninger. Det drejer sig om at begynde forfra hver gang (se 7).

9. Hvis det er umuligt at undgå, at væsentlige problemer tages op, er det af stor vigtighed, at der ikke lægges op til en direkte beslutning. Det kan man gøre ved hjælp af følgende redskaber, hver for sig eller i kombination: a) 'Jeg føler ikke, at det på det nuværende grundlag er forsvarligt at træffe en beslutning om så vigtigt et emne'. b) 'Jeg oplever, at det ville være unfair over for de øvrige medarbejdere at træffe en så væsentlig beslutning uden i videre omfang at inddrage et bredere udsnit af de involverede'. eller c) 'Beslutninger kan ikke træffes under eventuelt' (se 6).

10. Selvom den omsiggribende demokratisering og trang til at diskutere tingene igennem danner et naturligt bolværk mod rationelt begrundede forandringer, kan det aldrig ganske undgås, at et møde må gribe til at træffe beslutninger vedrørende konkrete problemer. Der var engang, da alle problemer kunne løses med penge, men det må i dag anses for et forældet koncept. Nu er der tale om kommunikationsproblemer. Hvis folk skændes, er det ikke fordi de har forskellige holdninger, men fordi de ikke kommunikerer ordentligt. Sørg for at få hyret en kommunikationskonsulent til at se på forholdene. Har man f.eks. nogensinde hørt en kommunikationskonsulent udtale, at der kommunikeres for lidt? Og hvad er løsningen på manglende kommunikation? Voila, flere møder.

(trykt første gang i Politiken 30. september 2000)

Hvordan holder man et folkeligt foredrag

1. Rejs med tog, for så kan du forberede dig undervejs. (jf. pkt. 11) Hvis du er tvunget til at køre i bil, er det i god tråd med traditionen at føre en ældre Volvo stationcar.


2. Vælg en sang i udkanten af det indlysende. Det virker lidt slapt at tage "Nu falmer skoven" til et efterårsmøde eller "Det er i dag et vejr" om foråret. Der er ingen særlige krav til relevans. Med Grundtvig handler det altid om det egentlige. Syng selv for, hvis det på nogen måde lader sig gøre.

3. Man skal tage talerstolen i besiddelse. Nogle steder er den en mægtig sag af format som en skibssætning, og så er det så meget desto mere påkrævet at gribe fat om den som om man var den eneste garant for, at den og verden ikke styrter sammen. Salen antager, at den, der har greb om talerstolen også har greb om sagerne.

4. Drikkevarer til taleren er et gode men undgå noget med brus. Den indtagede luft melder sig hurtigt igen i en situation, hvor man ikke altid er opmærksom nok til at undertrykke den deraf følgende lyd. Jeg foretrækker æblemost.

5. Indled med at takke for invitationen og betragt forsamlingen som værter og dig selv som gæst. Opfør dig derefter som om du er hjemme.

6. Kun meget få behersker den vanskelige kunst at holde et godt foredrag efter fuldt manuskript. Lav gerne manuskript men reducér det til stikord. Formuleringerne skal nok dukke op undervejs. Det gør ikke noget, at man somme tider skal stå og lede efter ordene, for det tyder blot på at tanken stadig er undervejs og at det sagte udspringer af en vekselvirkning med det levede liv.

7. Tag indledningsvis dit ur af og læg det på talerpulten. Det giver indtryk af, at du er herre over tiden, og du behøver ikke gøre den lille men meget forstyrrende bevægelse det er at skæve til venstre håndleds overside, som altid synes at give indtryk af, at man hellere ville være andetsteds.

8. Emnet bør ligge dig på sinde. Engagement er bedre end indsigt, hvis man er tvunget til at vælge. Begejstring bør dog ikke forveksles med livlighed. Selv har jeg en svaghed for kendsgerninger – gerne ligegyldige biografiske oplysninger fra det 19. århundrede (jf. pkt. 10) – så mine foredrag står altid i fare for at degenerere til forelæsninger.
9. Et foredrag bør tage hensyn til stedet, hvor det holdes. Sørg for at lære de lokale ånder at kende. Alle huse har en historie, der svinger med som en overtone, når man taler. En henkastet reference til lokale forhold, der kun har kostet et hurtigt opslag i Traps Danmarksbeskrivelse, øger tilhørernes opmærksomhed og tillid.

10. Folkelighed har regionale afvigelser. Fynboerne har deres egen stivnakkede måde at tage patent på folkeligheden, mens jyderne hovedsageligt synes at trække hemmelige veksler på den omstændighed, at de er landfast med Jerusalem. Sjælland er det samme som København, og dér er man som bekendt ikke folkelig, endskønt Grundtvig tilbragte 65 af sine leveår i hovedstaden. De øvrige øer er jo særere desto mindre.

11. Begynd gerne foredraget med at fortælle, hvad du har oplevet på rejsen dertil. "I toget lagde jeg mærke til, at alle sad med hovedtelefoner og stirrede tomt ud i luften." eller "På banegården overhørte jeg en samtale mellem den og den osv." Man har altid oplevet et eller andet, der har relevans for emnet, og den, der ikke har evnen til at opleve noget i en stillekupé, har vanskeligt ved at være folkelig. I nødstilfælde må man redigere lidt på virkeligheden eller nasse på andres oplevelser.

12. Man må gerne være provokerende, men intet tjener bedre til at demontere en frækhed end en forhåndsbemærkning som "Ja, nu ved jeg godt, at jeg er provokerende, men …"

13. Et foredrag må gerne være morsomt. Det er naturligvis ikke let. Der sker dog det mærkelige med forslidte vittigheder, at de alligevel vækker latter, når de fortælles fra en talerstol.

14. Det giver foredraget en vældig folkelighed, hvis man kan citere en gammel bonde, gerne på dialekt. (jf. pkt. 10) Det mest krukkede er dog at tale dialekt, når man ikke kan.

15. Foredraget er en dramatisk genre, der grænser op til prædikenen på den ene side og stand-up-komedie på den anden. Alle tre genrer er inklusive, idet taleren står inde med sin person for det sagte og gerne tager udgangspunkt i egne erfaringer. Mimik og tonefald skal være behersket og i hvert fald beherskes. Parodier fx gør kun begrænset fyldest.

16. En overheadprojektor eller en powetpointpræsentation er og bliver et pædagogisk gangstativ og tjener som hovedregel det ene formål at minde foredragsholderen om, hvor han er nået til, og bør derfor undgås, jf. pkt. 6. Nødvendig statistik (faldende elevtal, selvmordsprocenter o.l.), der normalt gengives vha. en fotokopieret transparent, forsimples efter behov til den mundtlige form.

17. Det virker nærmest upålideligt når en foredragsholder i en reklamefolder hævder at kunne tale om alt fra gestaltterapi over Johannes V. Jensen til pileflet. De bedste foredragsholdere har i virkeligheden kun eet foredrag på repertoiret, der udvikles organisk gennem årene og med enkle greb og en ny titel kan tilpasses enhver årstid.

18. Nostalgi er en nødvendig del af ethvert folkeligt foredrag, men skal doseres med sikker hånd. Der findes ingen lettere måde at opnå de nikkende hoveders samtykke i salen end ved at opremse den moderne verdens fortrædeligheder i form af tom underholdning, kunstige bryster, mobiltelefoner, Lille- og Storebæltsbroer, amerikanske madvaner eller muslimsk fundamentalisme. Det er urimeligt kedeligt i længden og især meget lidt opbyggeligt.

19. Enkelte foredragsholdere er uheldige og heldige nok til at få stillet spørgsmål i stil med "Hvordan tror du verden vil udvikle sig i fremtiden?" Det er uheldigt, fordi sådanne spørgsmål ikke kan besvares, og det er heldigt, fordi de er udtryk for en overordentlig stor tillid til foredragsholderens dømmekraft.

20. Det bør respekteres at mange af tilhørerne i virkeligheden er kommet for at ride deres egne kæpheste i spørgerunden. De er som du glade for at komme til orde.

(første gang publiceret i Dansk Kirketidende nov. 2001)

Hvordan dekorerer man kød