Hvordan skriver man et postkort

Banalitetens nødvendighed

Postkortet har samme forhold til de mere anerkendte litterære genrer som en ringetone fra Nokia har til en vals af Chopin. Der er dog ikke desto mindre grund til at tage postkortet alvorligt alene af den grund, at de fleste mennesker sender og modtager mange flere postkort end de læser romaner og lytter til polske komponister. Et postkort rummer altid mindst én væsentlig meddelelse, nemlig at afsenderen skænker modtageren en – som regel venlig – tanke. Det er hvad man får for de ca. 10 kroner og 15 minutter, som anskaffelsen, affattelsen, frankering og besørgelsen af et almindeligt postkort koster.

Postkortet er i udgangspunktet banalt, og det kan kun hæve sig et vist niveau derover selv for de bedste af genrens udøvere. I næsten alle andre forhold i livet stilles der meget store krav til kreativitet og originalitet. Postkortet er trivialitetens sidste helle i verden. Der er dog ingen grund til ikke at gøre sig umage.

Postkortets rolle i det moderne mediebillede
Postkortet indtager en særstilling i moderne kommunikation, fordi det sammen med enkelte andre marginaliserede meddelelsesformer som f.eks. huskesedlen har overlevet som håndskrevet medium. Det giver postkortet et sjældent personligt præg i en tid, da alle andre skriftlige meddelelser benytter sig af Times New Romans ubærlige sterilitet. Det kræver selvfølgelig, at man overhovedet har noget, der ligner en håndskrift. De fleste af min generation (f. 1966) og yngre benytter sig af en lidt karakterløs og ofte infantil formskrift, der snarere trækker fra end lægger til det meddeltes kvalitet. Et postkort fra en udlandsrejse vil dog altid have større vægt hos modtageren end f.eks. en sms, der i øvrigt på grund af teleselskaberne ublu roaming-afgifter koster nogenlunde det samme. En sms kan heller ikke hænges op på køleskabet.

Den meget velforberedte turist udfærdiger inden afrejsen en adresseliste over dem, der skal skrives til. Det er en unødvendig omhu, for de fleste hoteller, lufthavne osv. har internetcafeer, hvor man let kan søge korrekte adresser i hjemlandet. Glem ikke blomstervanderen og hundepasseren.

Hensynet til modtageren
Modtageren af et postkort forventer, at afsenderen har det godt, og der er sjældent grund til at skuffe den forventning, selv om ferien faktisk har vist sig at være en fejltagelse. Det indledende »Vi har det godt« hører til pligtstoffet, evt. suppleret med det lige så klassiske håb om, at det forholder sig tilsvarende i den anden ende. Afsenderen må dog aldrig overanstrenge modtagerens evne til at glæde sig på andres vegne. Man må derfor ikke falde for fristelsen til fra sin solbeskinnede liggestol at håne modtageren, fordi det regner derhjemme. Det ideelle postkort deler nemlig ud af afsenderens glæde. Det er godt at vide, at folk, der er flygtet fra hverdagen, har glemt meget af det hjemlige for en tid, men ikke dem, de holder af. For en sikkerheds skyld kan afsenderen – under eventuel anvendelse af det til formålet nødvendige hykleri – tilføje, at det nu skal blive rart at komme hjem igen.

Motivvalg

Som budbringer af enkle situationsrapporter fra den almindelige ferie gør postkort med motiver fra afsenderens opholdssted udmærket fyldest. Under foregivende af saglig gengivelse af rejsemålets topografiske særheder, som tilfredsstiller en banal nysgerrighed hos modtageren, meddeles der intet andet end en kliché bygget op af sand, klipper, saltvand og beton serveret i en sovs af retoucheret nostalgi. Et hotel er som regel blot et hotel, og det samme kan i store træk siges om en hvilken som helst kyststrækning plastret til med forloren idyl, pizzeriaer og irske pubs. Variationen består som regel i, hvor vidt den lokale historiske ruin er af græsk, romersk, byzantinsk, gotisk, etruskisk, normannisk, veneziansk, mykensk, fønikisk, osmannisk, armensk, bogomilsk, saracensk, minoisk eller anden oprindelse. Til gengæld kan en af genrens mest driftsikre gimmicks bringes i anvendelse: at sætte kryds på forsiden ud for hotelværelset, stranden eller den særligt gode restaurant og skrive »her bor vi«, »her blev jeg solskoldet« eller »her fik jeg for meget chili i kødsovsen«.

Det formålstjenlige postkort
Ud over de enklere hengivenhedstilkendegivelser egner postkortet sig glimrende til at afvikle en mindre taknemmelighedsgæld og meddele små undskyldninger eller lykønskninger. »Jeg har aldrig fået takket dig for…..«, »Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme til…« eller »Vi nærmer os din fødselsdag….« Påmindelser, der af en ukendt årsag nu næsten udelukkende hedder ’reminders’ på dansk, kan man tage med i begrænset omfang. »Husk i øvrigt fars fødselsdag« eller »Den bog, du lånte….« På den måde kan man anvende ferien til at rydde op på sin samvittigheds skrivebord og føre debit og kredit i nul, men selvfølgelig kun i den høfligste indpakning.

Genrens grænser
Når det kommer til mellemværender af større følelsesmæssig kompleksitet og især sådanne med et konfliktpotentiale, er der dog ingen vej uden om papir og konvolut. Postkortet egner sig ikke til det endelige opgør med svigermor eller til at gøre nogen arveløs. Der er grænser for, hvad genren kan bære. På den anden side vil en skilsmissebegæring på åbent brevkort »med hilsen fra Himmelbjerget« unægtelig føje en effektiv spot til den modvilje, som parterne i forvejen måtte formodes at nære for hinanden.

Med udsigt til disse retningslinjer ønskes alle et godt ferieår og jeg minder til slut om den væsentligste regel af dem alle: Husk altid at sende et kort til din mor. Hun elsker dig, og hun fortjener at blive mindet om, at du ved det.




Første version trykt i Information 11. maj 2005