fredag den 18. november 2011

Hvordan identificerer man en nyhed 4


At kunne se det store i det små er en kvalitet. Blandt akademikere har Clifford Geertz og Carlo Ginzburg på forskellig vis understreget betydningen af nærsynethed, når man arbejder i overblikkets tjeneste. I lokalpressen på det centrale Sjælland handler det om at sætte ord og billeder på det, der vedkommer læserens nærværende hverdag, og gøre det til forsidestof.

I dette tilfælde drejer det sig om den tumult, der opstod, da en butik i Jyllinge havde slagtilbud på det velkendte blandingsprodukt Kærgaarden, hvis profane ligegyldighed af redaktionen forvandles til at være alment vedkommende, idet rubrikkens implicitte litterære reference til Morten Korchs Kampen om Næsbygaard accentueres af stavrimet.

Hermed udfordrer Dagbladet den klassiske historie fra Roskilde Avis om dekoration af kød (ved hjælp af kartoffelmos i sprøjtepose), der længe stod som det fremmeste eksempel på, hvordan det ordinære ved en redaktionel mellemkomst kan ophøjes til det ekstraordinære.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar