2. Dette system, der blev indført, da universitetets selvstyre blev afskaffet i 2003, kaldes ’udstrakt selvstyre’. Det er indført for at tilvejebringe større frihed, idet mulighederne for politisk ansvarsfraskrivelse nu er stærkt forbedrede, samtidig med at den politiske kontrol med universitetet er styrket.
3. Man kan til enhver tid underkaste hele eller dele af universitetet en prøve på, om de efterlever de politiske krav. Det sker ved hjælp af 'evalueringer', der må betragtes som et centralt ledelsesinstrument. Der opstår somme tider den misforståelse, at evalueringer kan foretages nedefra og op, således at menige medarbejdere gives lejlighed til at ytre sig om ledelsen. Heldigvis er det et ledelsesprærogativ at opsamle og konkludere på disse evalueringer, således at resultaterne kan bringes i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer.
4. Et universitet udfylder tre hovedopgaver, nemlig i prioriteret rækkefølge: forvaltning, forskning og undervisning. Mængden af administrativt personale bør udvikle sig efter marinehistorikeren C.N. Parkinsons lov for bureaukratiers vækst: I perioden 1914 til 1928 blev antallet af større orlogsskibe i aktiv britisk tjeneste reduceret med 67,74 %. I samme periode steg antallet af embedsmænd i marineministeriet i London med 78,45 %. (Parkinsons model er siden blevet raffineret af norsk forskning.)
5. Der gælder så vidt muligt fuld forvaltningsfrihed. Forvaltningen definerer sine egne opgaver. Hvis forskere og undervisere henvender sig til forvaltningen med problemer, som ikke svarer til de af forvaltningen foruddefinerede løsninger, er der ikke tale om rigtige problemer. Dette princip gælder især IT- og informationsafdelinger.
6. Universitetet skal forvaltes med respekt for traditionen. En af de traditioner, der med fordel kan videreføres fra før reformen, er fraværet af en egentlig personalepolitik.
7. Arbejdet bærer lønnen i sig selv, og derfor øges den samlede medarbejdertilfredshed jo længere arbejdstiden er. Dette forhold gælder for både forvaltning, forskning og undervisning.
8. Der afsættes så få midler til forskning som muligt på de faste budgetter. I udgangspunktet må det påregnes, at forskningen alligevel afvikles i fritiden, og det kan ikke være universitetets opgave at betale for de ansattes fritidsfornøjelser. Det kan ikke i fuldt omfang forhindres, at eksterne forskningsmidler anvendes til faktisk forskning i arbejdstiden, idet kun en del af disse midler kan inddrages til administrativt overhead. Man må på den anden side stille sig positivt over for denne mulighed for ekstern finansiering af forvaltningen.
9. Fast ansættelse for forskere er et ubrydeligt princip, der indebærer, at forskere kun mister deres stilling, hvis de bliver afskediget.
10. Forskningsfrihed er et meget vigtigt princip, som er fastsat i nogle meget vigtige principprogrammer, der er af overordentlig vigtighed. En stadig stigende andel af forskningsmidlerne stilles ikke længere frit til rådighed for universiteterne og kaldes derfor 'frie forskningsmidler'.
11. Medarbejderindflydelse kan antagelig ikke helt undgås. Organer med medarbejderrepræsentation bør for det første have en sammensætning og en størrelse, der sætter dem ude af stand til at arbejde effektivt. Parkinson anbefaler 20+ medlemmer for at den såkaldte ineffektivitetskoefficient nås. For det andet bør disse organer tildeles opgaver, der er af interesse uden at indebære egentlig indflydelse, det vil sige spørgsmål af enten lavpraktisk eller helt teoretisk karakter. Det kunne være principbeslutninger om, hvorvidt der bør drikkes konventionel eller økologisk kaffe til møderne, eller hvorvidt universitetet støtter en global reduktion af CO2-udslippet.
(Tak til C. Northcote Parkinson og Sune Auken)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar