Jeg har et lod i Klasseloteriet. Jeg ved, at der i praksis er tale om en punktafgift på folk, der ikke har fulgt med i matematiktimerne, men håbet om den store gevinst tilføjer min hverdag en vis kvalitet, som jeg gerne betaler for. Det hændte så forleden, at jeg faktisk vandt 540 kroner, og det er jo også en slags penge. Med gevinsten fulgte et old-school-fodpost-papir-brev, hvori det bland andet hed, at jeg med fordel kunne modtage gevinstmeddelelser med elektronisk post, hvis jeg loggede ind på klasselotteriet.dk og satte et flueben det rigtige sted. Jeg forsøgte mig med at logge mig ind vha af mit kundenummer og mit aftalenummer fra betalingsservice uden held. Heldigivs så jeg, at de havde NemID-login. Jeg betrager faktsik NemID som en både nem og betryggende løsning. Desværre fungerede det ikke på klasselotteriets hjemmeside. Da mine muligheder dermed var udtømte, burde jeg naturligvis blot have resigneret. Jeg er imidlertid ikke idealist, men så meget desto påståligere. Jeg skrev til dem, at deres login ikke virkede. Jeg fik følgende svar, der fortjener - under udeladelse af få personlige oplysninger - at blive gengivet i hele sin længde:
Hej Jes.
Tak for din henvendelse. [...]
Hvis du vil gøre brug af NemID, så skal du følge nedenstående vejledning.
1. Klik på "Log-på" på klasselotteriets hjemmeside.
2. I kolonnen til venstre med overskriften "Log ind med kundenummer og aftalenummer", skal du indtaste dit kundenummer og dit Betalingsservice-aftalenummer [xxxxxxxxx], som også fremgår af den betalingsoversigt, som du modtager fra dit pengeinstitut. Klik derefter på "Log-ind".
3. Klik på "Personlige oplysninger" i menuen til venstre. I øverste faneblad skal du vælge "Brugeroplysninger"I den nederste del af skemaet skal du indtaste dit CPR-nummer. OBS: Husk at fjerne hakket i den nederste linje, ellers er det ikke muligt at indtaste CPR-nummeret. Klik herefter på "Opdater".
4. Hvis du også ønsker at oprette et log-ind med brugernavn og kodeord, skal du desuden indtaste
dette i skemaet og ligeledes vælge "Gem"
Det er nu muligt at foretage et log-ind på Klasselotteriets hjemmeside med NemID. Du kan læse mere om NemID på www.nemid.nu .
Har du spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at kontakte Spillerservice enten via e-mail: klasselotteriet@klasselotteriet.dk eller på telefonnummer 33 42 09 00 mellem kl. 08.30 og 16.00.
Med venlig hilsen
]NN]
Spillerservice
Det Danske Klasselotteri A/S
Rådhuspladsen 2
1550 København V
Tlf. 33 42 09 00
Jeg burde naturligvis have erindret, at Klasselotteriet er en institution fra enevældens blomstringstid i midten af det 18. århundrede, da borgernes behov og ønsker endnu blev betragtet som statsforvaltningskunsten principielt uvedkommende.
Hvis man til den tradition føjer en moderne IT-afdeling, hvis opgave som bekendt ikke er at tilvejebringe løsninger, får man den perfekte komplikation, et konglomerat af de mest uhensigtsmæssige elementer af de til rådighed stående muligheder.
Ingenting er så enkelt, at det ikke kan tilføjes et bureaukratisk omsvøb. NemID bliver til komplikationsID. Man skal ikke alene logge ind ved hjælp af to vanskeligt tilgængelige numre, hvoraf mindst det ene kræver adgang til netbank via NemID. Man skal også indtaste sit CPR-nummer og opette et brugerlogin, hvorefter man tilstås den gunst at kunne anvende NemID som adgang til muligheden for at angive, at man gerne vil modtage en email i stedet for et papirbrev fra pågældende institution. (Heldigvis for Klasselotteriet er institutionen i dag bemandet med venlige mennesker, der uopfordret tilbød at registrere mig manuelt, så jeg slap for hele proceduren.)
onsdag den 30. november 2011
fredag den 18. november 2011
Hvordan identificerer man en nyhed 4
At kunne se det store i det små er en kvalitet. Blandt akademikere har Clifford Geertz og Carlo Ginzburg på forskellig vis understreget betydningen af nærsynethed, når man arbejder i overblikkets tjeneste. I lokalpressen på det centrale Sjælland handler det om at sætte ord og billeder på det, der vedkommer læserens nærværende hverdag, og gøre det til forsidestof.
I dette tilfælde drejer det sig om den tumult, der opstod, da en butik i Jyllinge havde slagtilbud på det velkendte blandingsprodukt Kærgaarden, hvis profane ligegyldighed af redaktionen forvandles til at være alment vedkommende, idet rubrikkens implicitte litterære reference til Morten Korchs Kampen om Næsbygaard accentueres af stavrimet.
Hermed udfordrer Dagbladet den klassiske historie fra Roskilde Avis om dekoration af kød (ved hjælp af kartoffelmos i sprøjtepose), der længe stod som det fremmeste eksempel på, hvordan det ordinære ved en redaktionel mellemkomst kan ophøjes til det ekstraordinære.
fredag den 7. oktober 2011
Hvordan identificerer man en nyhed 3
![]() |
| Fra Roskilde Avis |
I jagten på den gode og fængende rubrik kan man jo tage fra redaktionssekretærernes sortimentet af slagvarer som fx, "kendt rufferske amputerer legemsdel med husholdningsapparat". Man kan også som min lokale annonceavis vælge sine virkemidler fra den afdæmpede ende af skalaen og gå efter det, der for en provinsbyhverdagsbetragtning forekommer mere genkendeligt som fx "Kostrådgiver skifter adresse". Et sjældent udnyttet men så meget desto effektivere middel til at tiltrække læsere er den kryptiske overskrift. Mens ordene "Diætisk flytter" jo næppe dækker over meget andet end at pågældende kostrådgiver faktisk skifter adresse, vil overskriften "Økologisk toilet-motorcykel kører japansk sejrsrunde" vække nysgerrighed alene af den grund, at det er vanskeligt at forestille sig, at den begivenhed, som den henviser til, er mulig, endsige virkelig.
![]() |
| Skærmdump fra Berlingske Business' hjemmeside |
lørdag den 6. august 2011
Hvordan lægger man bordplan
At lægge en bordplan svarer til at løse en rubiksterning, Blot handler det ikke om at gruppere efter farver, men efter personlighed og social kompatibilitet, og det komplicerer jo unægtelig opgaven en del.
Mange - især jyder - har den skik at bænke ægtefæller ved siden af hinanden. Det er ikke en dårlig løsning. Folk må ligge som de har redt. Imidlertid fordrer denne løsning, at alle de inviterede ikke alene er gift, men også gift med en anden på gæstelisten. Det er sjældent tilfældet, og så opstår problemet. Hvad stiller man op med den fordrukne onkel, den kværulantiske barndomsven eller den depressive nabo, der alle af åbenlyse grunde er single?
Den perfekte borddame/-herre, Guds gave til enhver bordplan, er det skikkelige, fordringsløse og vennesæle menneske, der følger Emma Gads råd:
"Den meste samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene. Hvis De derfor ønsker at blive betragtet som et usædvanligt sympatisk og taktfuldt Menneske, saa væn Dem til paa det Punkt at resignere og lade de Andre snakke. Hør med tilsyneladende Interesse paa endeløse Udviklinger og fremfør ikke Deres egne beskedne Betragtninger, før De er sikker paa, at den Anden er løbet træt. De vil herved erhverve Dem særligt ry for en aarvaagen og intelligent Forstaaelse af Andres Intelligens."
Denne omgængelige mennesketype er ikke i flertal. De udgør den højt skattede joker, der altid sættes ind som buffer mellem den sortseende dødbider på den ene side og den kværulantforrykte pedant på den anden.
Bordplanlæggeren forsøger altid at sælge den ufordelagtige placering som en kompliment: "Du er jo den eneste, der kan håndtere onkel Preben." eller "Mai-Britt har aldrig talt dårligt om dig."
I virkeligheden burde man sætte alle umuliusserne ved samme bord og samtidig under hånden smigre dem med,, at de hver især er den formildende omstændighed. Det foruroligende er, at man under denne forudsætning aldrig for alvor kan finde ud af, hvad ens egen rolle er; om man er en del af løsningen eller en del af problemet.

| Tuxens billede af en middag hos familien Moresco ca anno Emma Gad. |

torsdag den 9. juni 2011
Hvordan laver man IT-løsninger
Moderne IT-løsninger er højt specialiserede og individualiserede, så de passer til den enkelte IT-medarbejders behov og ønsker.Hvis medarbejdere fra andre afdelinger henvender sig til IT-afdelingen med problemer, der ikke svarer til en eksisterende løsning, er det problemerne, der er noget i vejen med. Det er jo derfor, vi kalder dem problemer, ikke sandt?
søndag den 29. maj 2011
Hvordan udvikles kompetencer og smølfisk smølfesmølfning
Færdigheder opnås ved erfaring og kundskaber ved studium. Alle uddannelser rummer en vægtet kombination af disse to elementer, praktisk og teoretisk undervisning. Akademiske uddannelser lægger vægten på kundskaber, mens fx håndværksuddannelser lægger vægten på færdigheder. En brolægger lærer ikke sit fag ved kun at have læst bøger om brolægning, og man bliver ikke psykolog af at have det dårligt med sig selv. Man kan altid diskutere vægtningen, men det er ikke opgaven her.
![]() |
Statens Center for Kompetenceudvikling er et godt eksempel på
smølfeprøvens anvendelighed. "Smølfisk smølfesmølfning er en
hjørnesten i arbejdet". Skærmdump fra deres hjemmeside.
|
Nu er sagen den, at vi lever i et dynamisk samfund, der lægger vægt på omstillingsberedskab og forandringsparathed. Man skal med andre ord være forberedt på, at man skal kunne noget andet i morgen end det man gør i dag. Nu kræver det jo omhu at erhverve sig konkrete kundskaber og færdigheder, og den slags er der ikke tid til på en dynamisk arbejdsplads, så man er gået helt over til at tale om kompetencer, men nu i en ny og meget mere diffus betydning af ordet, som sjældent består smølfeprøven. (Smølfeprøven er enkel: Hvis et fænomens kernebegreber kan erstattes med 'smølf' uden væsentligt tab af mening, kan man med sindsro se bort fra det.)
For at understrege det dynamiske i forholdet, taler man ikke om kompetencetilegnelse, men om kompetenceudvikling (subsidiært konceptudvikling eller -innovation). Det hele er møntet på en eller anden imaginær fremtid 2.0, hvor enhver påberåbelse af omhyggeligt erhvervet indsigt eller erfaring afskrives som "old school" eller "plejer er død". I det univers er 2 + 2 ganske problemfrit 5.
Kompetenceudviklerne får deres helt egen afdeling, som gerne sorterer under HR, og de arrangerer strategiseminarer og udviklingsinternater og formulerer værdigrundlag. Man kan let kende denne afdeling fra de dele af arbejdspladsen, der bygger på sagkundskab.
For det første beskæftiger kompetenceudviklere sig aldrig med det, som arbejdspladsen går ud på. Hvis det er en folkeskole, underviser de ikke børn, og hvis det er i en fremstillingsvirksomhed, kommer de aldrig i nærheden af produktionen.
For det andet vil de tiltrække stadig flere af arbejdspladsens midler til deres formål i form af løntillæg, rejser og udstyr på bekostning af de sagkyndige medarbejdere.
For det tredje er de tilsyneladende vældig gode til at forklare deres eksistensberettigelse for ledelsen, men ikke for kollegaerne.
onsdag den 18. maj 2011
Hvordan er man rig?
Det er normalt ikke det første spørgsmål, der stilles. Egentlig vil de fleste gerne vide, hvordan man bliver rig. Oliemagnaten J. Paul Getty svarede ganske præcist på dette spørgsmål: "Rise early, work hard, strike oil." Det vil sige, at erhvervet formue afhænger af flid og held.
Getty var en kynisk forretningsmand. Det fortælles, at han selv holdt opsyn med det raffinaderi, som Getty Oil opførte i Kalundborg i slutningen af 1950erne. Den danske arkitekt havde lavet en omfattende beplantningsplan for området. Gettys svar var kort: "We're building a refinery, not a park."
Det svarer imidlertid ikke på spørgsmålet om, hvordan man håndterer formuen, når den først er erhvervet. Gettys afvisning af den danske arkitekts ønske om at forskønne virksomheden i Kalundborg kan synes som et typisk udslag af manglende sans for skønhed. Men Getty havde netop æstetisk sans. Han havde også forretningssans, og hans styrke var, at han kunne skille de to ad. Han stiftede og finansierede et meget betydningsfuldt kunstmuseum i Californien, men han lod ikke dette engagement i kunst forstyrre forretningen.
Langt fra alle med evnen til at tjene penge forstår at give dem ud. Det burde faktisk være forbudt for folk uden smag at have penge.

| Olieraffinaderiet i Kalundborg, der oprindeligt blev solgt af Getty til Esso, ejes nu af Statoil |
Det svarer imidlertid ikke på spørgsmålet om, hvordan man håndterer formuen, når den først er erhvervet. Gettys afvisning af den danske arkitekts ønske om at forskønne virksomheden i Kalundborg kan synes som et typisk udslag af manglende sans for skønhed. Men Getty havde netop æstetisk sans. Han havde også forretningssans, og hans styrke var, at han kunne skille de to ad. Han stiftede og finansierede et meget betydningsfuldt kunstmuseum i Californien, men han lod ikke dette engagement i kunst forstyrre forretningen.
Langt fra alle med evnen til at tjene penge forstår at give dem ud. Det burde faktisk være forbudt for folk uden smag at have penge.
Abonner på:
Opslag (Atom)