Hvordan får man et værdigrundlag

– genvej til en brancheuafhængig etisk bæredygtig strategi

De fleste virksomheder og offentlige arbejdspladser (der nu som regel også bare kalder sig en ’virksomhed’) har et værdigrundlag, fordi det skal man nu have, fordi det er meget vigtigt, fordi so ein Ding har alle de andre også, for det siger virksomhedsetikerne.

Det tager som regel en krig at få sådan et tilvejebragt, fordi man så forfærdeligt gerne vil inddrage så mange medarbejdere, aftagere, interessenter, samarbejdspartnere, kunder, aktionærer og hvad har vi i processen. Det indebærer en uendelighed af inspirations- og strategiseminarer, gruppearbejde og evalueringer - og en gudsvelsignelse af kaffe.

Resultatet står som regel ikke mål med indsatsen. Man kan godt få den mistanke, at disse omfattende processer i virkeligheden er et ledelsestiltag, der skal give alle et tilhørsforhold (’føle ejerskab’ som man siger) til arbejdspladsen ved at foregive at ledelsen faktisk lytter til dem. På den samvittighedsfulde medarbejder virker det bare som om disse tiltag optager kostbar tid, der kunne være brugt på at få noget rigtigt arbejde fra hånden. Der er jo ingen der tømmer ens indbakke, mens man sidder til strategiseminar, vel?

Ingen har vist nogensinde følt sig særlig forpligtet af et værdigrundlag udtænkt på et strategiseminar, så det realistiske krav må være, at ingen føler sig direkte frastødt af det. I realiteten handler det bare om at udtænke nogle harmløse vendinger, som ser godt ud på papiret, noget som alle kan leve med.



Søjlen med indskrifter af værdier foran
Syddansk Universitet i Odense

Et værdigrundlag er typisk treleddet. Det kan være formuleret som stikord eller være udtrykt i hele sætninger. Se eksempel her.

For det første er det vigtigt at give indtryk af dynamik og forandring. Det behøver ikke at indebære, at man ved hvor det bærer hen, blot at man er klar over, at man ikke kan blive hvor man er. For det andet er det vigtigt at signalere, at man i denne proces er forankret i genkendelige normer og værdier. Her er genkendeligheden vigtigere end den norm, man vælger. For det tredje skal der tilføjes en karakteristik, der giver indtryk af, at virksomheden er noget helt specielt. Det er en hårfin balance. Alle vil gerne have ’kant’. Ingen ønsker at fremstå som isoleret særling. Det er under alle omstændigheder smart at vælge et ord, som de relevante mennesker kender betydningen af.

A. Forandring. Her anvendes ord som dynamisk, forandringsparat, fremadrettet, nyskabende, fremme-i-skoene, førende, procesorienteret, målrettet, effektiv.
B. Forankring. Her anvendes ord som troværdig, stabil, tillidsvækkende, ansvarlig, loyal, traditionsrig, etisk, harmonisk.
C. Det specielle. Her anvendes ord som humoristisk, kreativ, helhedsorienteret, omsorgsfuld, kritisk, grøn, CO2-neutral, niche-orienteret.

Værdigrundlaget skabes nu ved at plukke et ord fra hver kategori og sætte dem ind i en maske som fx:

Vi er en A virksomhed med vægt på at være B og C

eller

I dagligdagen såvel som på det strategiske plan er vi en B og C virksomhed med en A indstilling til fremtiden.

Det vil vise sig, at værdigrundlaget er stort set branceuafhængigt. Det passer lige så godt på et anlægsgartneri som på et universitet. Fx skulle man umiddelbart ikke tro, at en revisor må være kreativ, men der må man tro om igen.

(Jeg kunne godt lave en ’værdigrundlags-generator’ (på samme måde som jeg har lavet en bestyrelsesmødereferatgenerator) men man skal også være varsom med at overanstrenge en god idé.)

Hvordan orienterer man sig

eget foto

Normalt skal man både kende sit udgangspunkt og sit mål for at finde vej, men det indebærer en masse ulejlighed med at indsamle oplysninger og træffe beslutninger. Løsningen er denne metavejviser, udviklet til brug på Det humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Den tilbyder en teoretisk universalløsning på alle orienteringsproblemer. Lidt lige som Marx gjorde for historikere i gamle dage, blot indebærer denne nyere løsning som det fremgår, at man går til højre og ikke til venstre.

Hvordan driver man et universitet

1. Det grundlæggende princip i politisk ledelse af et universitet består i en udbredt decentralisering af økonomisk risiko kombineret med en stærk centraliseret detailregulering under anvendelse af en ’udviklingskontrakt’, indeholdende specifikke og målbare krav, hvortil der knytter sig konkrete bestemmelser om nedskæringer, såfremt de ikke opfyldes, og diffuse løfter om belønning, såfremt de opfyldes.

2. Dette system, der blev indført, da universitetets selvstyre blev afskaffet i 2003, kaldes ’udstrakt selvstyre’. Det er indført for at tilvejebringe større frihed, idet mulighederne for politisk ansvarsfraskrivelse nu er stærkt forbedrede, samtidig med at den politiske kontrol med universitetet er styrket.

3. Man kan til enhver tid underkaste hele eller dele af universitetet en prøve på, om de efterlever de politiske krav. Det sker ved hjælp af 'evalueringer', der må betragtes som et centralt ledelsesinstrument. Der opstår somme tider den misforståelse, at evalueringer kan foretages nedefra og op, således at menige medarbejdere gives lejlighed til at ytre sig om ledelsen. Heldigvis er det et ledelsesprærogativ at opsamle og konkludere på disse evalueringer, således at resultaterne kan bringes i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer.

4. Et universitet udfylder tre hovedopgaver, nemlig i prioriteret rækkefølge: forvaltning, forskning og undervisning. Mængden af administrativt personale bør udvikle sig efter marinehistorikeren C.N. Parkinsons lov for bureaukratiers vækst: I perioden 1914 til 1928 blev antallet af større orlogsskibe i aktiv britisk tjeneste reduceret med 67,74 %. I samme periode steg antallet af embedsmænd i marineministeriet i London med 78,45 %. (Parkinsons model er siden blevet raffineret af norsk forskning.)

5. Der gælder så vidt muligt fuld forvaltningsfrihed. Forvaltningen definerer sine egne opgaver. Hvis forskere og undervisere henvender sig til forvaltningen med problemer, som ikke svarer til de af forvaltningen foruddefinerede løsninger, er der ikke tale om rigtige problemer. Dette princip gælder især IT- og informationsafdelinger.

6. Universitetet skal forvaltes med respekt for traditionen. En af de traditioner, der med fordel kan videreføres fra før reformen, er fraværet af en egentlig personalepolitik.

7. Arbejdet bærer lønnen i sig selv, og derfor øges den samlede medarbejdertilfredshed jo længere arbejdstiden er. Dette forhold gælder for både forvaltning, forskning og undervisning.

8. Der afsættes så få midler til forskning som muligt på de faste budgetter. I udgangspunktet må det påregnes, at forskningen alligevel afvikles i fritiden, og det kan ikke være universitetets opgave at betale for de ansattes fritidsfornøjelser. Det kan ikke i fuldt omfang forhindres, at eksterne forskningsmidler anvendes til faktisk forskning i arbejdstiden, idet kun en del af disse midler kan inddrages til administrativt overhead. Man må på den anden side stille sig positivt over for denne mulighed for ekstern finansiering af forvaltningen.

9. Fast ansættelse for forskere er et ubrydeligt princip, der indebærer, at forskere kun mister deres stilling, hvis de bliver afskediget.

10. Forskningsfrihed er et meget vigtigt princip, som er fastsat i nogle meget vigtige principprogrammer, der er af overordentlig vigtighed. En stadig stigende andel af forskningsmidlerne stilles ikke længere frit til rådighed for universiteterne og kaldes derfor 'frie forskningsmidler'.

11. Medarbejderindflydelse kan antagelig ikke helt undgås. Organer med medarbejderrepræsentation bør for det første have en sammensætning og en størrelse, der sætter dem ude af stand til at arbejde effektivt. Parkinson anbefaler 20+ medlemmer for at den såkaldte ineffektivitetskoefficient nås. For det andet bør disse organer tildeles opgaver, der er af interesse uden at indebære egentlig indflydelse, det vil sige spørgsmål af enten lavpraktisk eller helt teoretisk karakter. Det kunne være principbeslutninger om, hvorvidt der bør drikkes konventionel eller økologisk kaffe til møderne, eller hvorvidt universitetet støtter en global reduktion af CO2-udslippet.

(Tak til C. Northcote Parkinson og Sune Auken)

Hvordan skriver man et Limerick

Man tager en person på en placering,
om hvem man giver lidt orientering
derpå et plot
kort, men godt,
hvis pointe er om men’skelig formering

Hvordan skriver man et debatindlæg

1. Begynd med at klargøre emnet for læseren. Handler det om offentlig transport, finanspolitik, ulandshjælp, malerkunst eller pingviner? Hvis dit læserbrev er svar på en ytring, en artikel eller en handling, skal det stå i begyndelsen.

2. Vær konkret. Der skal være tale om et specifikt problem. Er togene forsinkede, underskuddet for stort, formålet uklart eller dyret truet? Læserbreve, der begynder med sætninger som ”Jeg sidder her med min computer og stirrer ud i haven og tænker på hvad meningen kan være med…” er spild af læserens tid.

3. Problemet skal være alment. Det er altså ikke nok, at du selv har det vanskeligt. Det er i udgangspunktet trist nok, men kun af begrænset interesse for offentligheden. Hvis din nabo, pølsemand, chef eller yogatræner har pisset på din sukkermad, skulle du måske tage det op med vedkommende og ikke ulejlige læserne med det.

3b. På den anden side kan den konkrete oplevelse af uretfærdighed godt have almen interesse, hvis fx togene er konstant forsinkede, hvis en butik nægter at behandle en klage eller hvis en myndighed forsømmer sine forpligtelser.

4. Brug argumenter. Det er altså ikke nok at skrive, at statsministeren er et røvhul eller at kongehuset er noget gøgl. Det er muligvis sandt, men det kommer man ingen vegne med, med mindre det kan belægges med kendsgerninger. Meninger og holdninger er verden fuld af, og der er ikke brug for flere. Dokumenterbare kendsgerninger er en mangelvare.

5a. Respekter din modstanders synspunkt ved at gengive det, så modstanderen kan genkende det. Det betyder ikke, at du er enig, blot at du anerkender modparten i det, der ideelt set bør være en dialog. Det billigste trick i bogen er at fremstille modstanderen som en ophøjet idiot for derefter at skyde ham ned. Endnu nemmere er det at opfinde en fiktiv eller generaliseret modstander som fx ”halalhippierne”, ”de ultra-liberale”, ”fundamentalisterne”, ”kulturradikalismen”, ”racisterne”, ”marxisterne” og tillægge dem tilsvarende klichéprægede synspunkter. Hvis du sigter mod en modstander, skal du have dokumentationen i orden. Skriv ikke ”Det hævdes ofte af xxx-ister, at….” eller ”Alle xxx-ister gør hele tiden sådan og sådan…” Find det konkrete citat eller den konkrete handling af en konkret person, organisation eller gruppe og læg det til grund for dit argument.

5b Undlad nedsættende, personlige bemærkninger. "Man må være idiot for at hævde, at..." eller "Det kan kun være sagt af en, som ikke har forstået noget som helst." Hvis meningen er, at folk skal høre efter, er det uhensigtsmæssigt at begynde med at støde dem fra sig. Tilsvarende skal man være meget varsom med motivanalyser. Det er nemt at stikke modparten illegitime motiver i skoene ("NN er i virkeligheden islamist/stalinist/grådig/xx/xx"). Der er dog ikke noget i vejen med at pege på konkrete, men udeklarerede interesser, som en debatdeltager måtte have i en sag, og som har betydning for vedkommendes habilitet, fx familiebånd eller økonomiske interesser. Det er fx relevant at få opklaret om en læge, der udtaler sig til fordel for et bestemt medikament, har aktier i det firma, der producerer medikamentet.

6. Undgå overdrivelser, ironi eller sarkasme. Af en eller anden grund bruger mange tiltaleformen hr. og fru om mennesker, de er uenige med. Denne forlorne respekt er antagelig tænkt som en munterhed, men virker bare mærkelig.

6b. Brug almindeligt nutidsdansk. Hvis dit synspunkt ikke kan bære at stå i klartekst, skulle du måske opgive det. Af samme grund bør skældsord eller udråbstegn undgås.

7. Gør det kort. Dine chancer for at blive misforstået er lige store, uanset om du bruger mange eller få ord. Dine chancer for at blive læst er meget større, hvis du fatter dig i korthed. Hvis dit læserbrev handler om, at der er for mange hundelorte på Frederiksberg, så skriv: ”Der er for mange hundelorte på Frederiksberg.” og ikke ”Her forleden efter at jeg havde indtaget min aftensmad syntes jeg, at det var en god idé at gå en tur. Jeg tog mine sko på og kaldte på min hund. Det er en labrador retriever, som hedder Bent. Vi gik en dejlig tur, men det slog mig, hvorledes mange andre hundeejere på Frederiksberg undlader at samle deres hundes efterladenskaber op. Det er for dårligt.”

8. Præcision er en dyd. Hvad du ved med sikkerhed skal angives med sikkerhed. Tæl antallet af hundelorte, hvis det er deres antal, der er dit anliggende. Gengiv citater korrekt og gerne med kilde.

9. Usikkerhed er et vilkår. Entydighed er den udenforståendes privilegium. Nogle gange er man tvunget til at ytre sig på mistanken, og så kan et lille ’måske’, et foranstillet ’det må formodes’ eller et forsigtigt ’efter det oplyste’ være formålstjenligt. Husk at præcision også handler om ikke at påstå, at det uvisse er andet end uvist.

10. Vær handlingsanvisende. Brokkehoveder er der nok af i verden. Hvis alting er for dårligt, findes der ingen løsninger. Hvis du er utilfreds med både atomkraft, vandkraft, vindkraft, kulkraft og solenergi, skal du være forberedt på at leve uden elektricitet.

11. Læg bånd på din vrede. De fleste læserbreve fødes af forargelse, vrede eller indignation, og sådan må det engang nu være. Tidligere foregik der en naturlig modningsproces, indtil brevet var skrevet rent og man kunne komme i postkassen med det. I dag kan en email stykkes sammen og sendes på et øjeblik, og alle debatredaktører elsker et frisk slag i bolledejen. Men hvis man ligger under for sin vrede, har man tabt. Lad dit indlæg hvile natten over og se på det med friske øjne dagen efter. En solopgang og en kop kaffe trækker gerne den værste uforsonlighed ud af folk.

11b. Efterhånden som en debat udvikler sig, vil sandsynligheden for, at nazisterne eller Hitler bliver inddraget, nærme sig 100% (Godwin's Law). Alt kan sammenlignes med nazismen, hvis man har et lidt kreativt forhold til formel logik: Hitler havde en schæferhund, ergo er alle schæferhundeejere nazister. Man bør med andre ord tænke sig grundigt om, før man trækker nazikortet.

Fritz Jürgensens tegning af

hr. Flaumann, der tænker på,

hvad han skulle have sagt

12. Vælg dine slag med omhu. Indgå ikke i en brydekamp med en gris. Den elsker det, og du bliver beskidt.

12b. På den anden side: Hvis ingen siger det, der skal siges, bliver det ikke sagt. Alle tror, at alle de andre stiller op. Derfor kan debattører godt føle sig lidt ensomme og derfor have brug for lidt opbakning. Men husk: Der er som regel en grund til, at de ledige standpunkter er ledige, og de indtages som regel kun af folk, der er meget glade for at se deres navn på tryk eller af folk, der bliver betalt for at være udskejet. Det tiltrækker læsere.

12c. Meget lidt er så prætentiøst som skribenter, der hævder at 'kæmpe en ensom kamp' for en sag. Det er kun en kamp, hvis man løber en faktisk risiko ved at ytre sig, jvf. pkt. 15. Nogle mennesker risikerer i kraft af deres ytringer fyring, forulempelser eller endog direkte fysisk vold, og de har krav på vores deltagelse. Alle vi andre må kategoriseres i henhold til en replik fra TV-serien 'The West Wing': "I denne branche er der ingen ofre - kun frivillige."

13. Det handler ikke om at få ret. Gør dig ingen forestillinger om, at du kan omvende din modstander. Det handler i praksis om at klargøre sine synspunkter.

14. Hold inde i tide. Alle kan lide en begavet meningsudveksling. Ingen bryder sig om kværulanter. Kunsten at få det sidste ord er ikke altid et spørgsmål om kronologi, men om kvalitet.

15. Ytringsfrihed består i retten til ikke at blive straffet for synspunkter ytret i offentligheden "dog under ansvar for domstolene" som det hedder i Grundloven. Ytringsfriheden er derimod ikke en ret til at få læserbreve optaget i avisen. Redaktionen kan afvise ethvert indlæg efter selvfastlagte regler. (Dog hører det til god presseskik at lade personer, som er genstand for omtale i avisen/mediet, komme til orde.)

Hvordan løfter man et lokomotiv

eget foto

DSBs dieselelektriske ME-lokomotiver er nogle imponerende maskiner med en tjenestevægt på omkring de 115 tons, hvis drift og vedligeholdelse kræver højt specialiserede teknikere.

Skulle man som amatørlokomotiventusiast få lyst til at skrue på sådan en fætter i sin fritid, står man med det indlysende problem, at det ikke er lige til at få den bakset ind over smøregraven i carporten.

Lige netop det problem har DSB heldigvis taget højde for. Mens så mange andre dele af lokomotivets sindrige mekanik må forblive en gåde for lægmand, skal det ikke være nogen hemmelighed, hvordan man bugserer apparatet. Det er monteret med fire udkragninger i støbejern til formålet, hvorover der omhyggeligt er anført: "Løft her". Vanskeligere er det såmænd ikke.


Hvordan skriver man et postkort

Banalitetens nødvendighed

Postkortet har samme forhold til de mere anerkendte litterære genrer som en ringetone fra Nokia har til en vals af Chopin. Der er dog ikke desto mindre grund til at tage postkortet alvorligt alene af den grund, at de fleste mennesker sender og modtager mange flere postkort end de læser romaner og lytter til polske komponister. Et postkort rummer altid mindst én væsentlig meddelelse, nemlig at afsenderen skænker modtageren en – som regel venlig – tanke. Det er hvad man får for de ca. 10 kroner og 15 minutter, som anskaffelsen, affattelsen, frankering og besørgelsen af et almindeligt postkort koster.

Postkortet er i udgangspunktet banalt, og det kan kun hæve sig et vist niveau derover selv for de bedste af genrens udøvere. I næsten alle andre forhold i livet stilles der meget store krav til kreativitet og originalitet. Postkortet er trivialitetens sidste helle i verden. Der er dog ingen grund til ikke at gøre sig umage.

Postkortets rolle i det moderne mediebillede
Postkortet indtager en særstilling i moderne kommunikation, fordi det sammen med enkelte andre marginaliserede meddelelsesformer som f.eks. huskesedlen har overlevet som håndskrevet medium. Det giver postkortet et sjældent personligt præg i en tid, da alle andre skriftlige meddelelser benytter sig af Times New Romans ubærlige sterilitet. Det kræver selvfølgelig, at man overhovedet har noget, der ligner en håndskrift. De fleste af min generation (f. 1966) og yngre benytter sig af en lidt karakterløs og ofte infantil formskrift, der snarere trækker fra end lægger til det meddeltes kvalitet. Et postkort fra en udlandsrejse vil dog altid have større vægt hos modtageren end f.eks. en sms, der i øvrigt på grund af teleselskaberne ublu roaming-afgifter koster nogenlunde det samme. En sms kan heller ikke hænges op på køleskabet.

Den meget velforberedte turist udfærdiger inden afrejsen en adresseliste over dem, der skal skrives til. Det er en unødvendig omhu, for de fleste hoteller, lufthavne osv. har internetcafeer, hvor man let kan søge korrekte adresser i hjemlandet. Glem ikke blomstervanderen og hundepasseren.

Hensynet til modtageren
Modtageren af et postkort forventer, at afsenderen har det godt, og der er sjældent grund til at skuffe den forventning, selv om ferien faktisk har vist sig at være en fejltagelse. Det indledende »Vi har det godt« hører til pligtstoffet, evt. suppleret med det lige så klassiske håb om, at det forholder sig tilsvarende i den anden ende. Afsenderen må dog aldrig overanstrenge modtagerens evne til at glæde sig på andres vegne. Man må derfor ikke falde for fristelsen til fra sin solbeskinnede liggestol at håne modtageren, fordi det regner derhjemme. Det ideelle postkort deler nemlig ud af afsenderens glæde. Det er godt at vide, at folk, der er flygtet fra hverdagen, har glemt meget af det hjemlige for en tid, men ikke dem, de holder af. For en sikkerheds skyld kan afsenderen – under eventuel anvendelse af det til formålet nødvendige hykleri – tilføje, at det nu skal blive rart at komme hjem igen.

Motivvalg

Som budbringer af enkle situationsrapporter fra den almindelige ferie gør postkort med motiver fra afsenderens opholdssted udmærket fyldest. Under foregivende af saglig gengivelse af rejsemålets topografiske særheder, som tilfredsstiller en banal nysgerrighed hos modtageren, meddeles der intet andet end en kliché bygget op af sand, klipper, saltvand og beton serveret i en sovs af retoucheret nostalgi. Et hotel er som regel blot et hotel, og det samme kan i store træk siges om en hvilken som helst kyststrækning plastret til med forloren idyl, pizzeriaer og irske pubs. Variationen består som regel i, hvor vidt den lokale historiske ruin er af græsk, romersk, byzantinsk, gotisk, etruskisk, normannisk, veneziansk, mykensk, fønikisk, osmannisk, armensk, bogomilsk, saracensk, minoisk eller anden oprindelse. Til gengæld kan en af genrens mest driftsikre gimmicks bringes i anvendelse: at sætte kryds på forsiden ud for hotelværelset, stranden eller den særligt gode restaurant og skrive »her bor vi«, »her blev jeg solskoldet« eller »her fik jeg for meget chili i kødsovsen«.

Det formålstjenlige postkort
Ud over de enklere hengivenhedstilkendegivelser egner postkortet sig glimrende til at afvikle en mindre taknemmelighedsgæld og meddele små undskyldninger eller lykønskninger. »Jeg har aldrig fået takket dig for…..«, »Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme til…« eller »Vi nærmer os din fødselsdag….« Påmindelser, der af en ukendt årsag nu næsten udelukkende hedder ’reminders’ på dansk, kan man tage med i begrænset omfang. »Husk i øvrigt fars fødselsdag« eller »Den bog, du lånte….« På den måde kan man anvende ferien til at rydde op på sin samvittigheds skrivebord og føre debit og kredit i nul, men selvfølgelig kun i den høfligste indpakning.

Genrens grænser
Når det kommer til mellemværender af større følelsesmæssig kompleksitet og især sådanne med et konfliktpotentiale, er der dog ingen vej uden om papir og konvolut. Postkortet egner sig ikke til det endelige opgør med svigermor eller til at gøre nogen arveløs. Der er grænser for, hvad genren kan bære. På den anden side vil en skilsmissebegæring på åbent brevkort »med hilsen fra Himmelbjerget« unægtelig føje en effektiv spot til den modvilje, som parterne i forvejen måtte formodes at nære for hinanden.

Med udsigt til disse retningslinjer ønskes alle et godt ferieår og jeg minder til slut om den væsentligste regel af dem alle: Husk altid at sende et kort til din mor. Hun elsker dig, og hun fortjener at blive mindet om, at du ved det.




Første version trykt i Information 11. maj 2005