Mange - især jyder - har den skik at bænke ægtefæller ved siden af hinanden. Det er ikke en dårlig løsning. Folk må ligge som de har redt. Imidlertid fordrer denne løsning, at alle de inviterede ikke alene er gift, men også gift med en anden på gæstelisten. Det er sjældent tilfældet, og så opstår problemet. Hvad stiller man op med den fordrukne onkel, den kværulantiske barndomsven eller den depressive nabo, der alle af åbenlyse grunde er single?
Den perfekte borddame/-herre, Guds gave til enhver bordplan, er det skikkelige, fordringsløse og vennesæle menneske, der følger Emma Gads råd:
"Den meste samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene. Hvis De derfor ønsker at blive betragtet som et usædvanligt sympatisk og taktfuldt Menneske, saa væn Dem til paa det Punkt at resignere og lade de Andre snakke. Hør med tilsyneladende Interesse paa endeløse Udviklinger og fremfør ikke Deres egne beskedne Betragtninger, før De er sikker paa, at den Anden er løbet træt. De vil herved erhverve Dem særligt ry for en aarvaagen og intelligent Forstaaelse af Andres Intelligens."
 |
| Tuxens billede af en middag hos familien Moresco ca anno Emma Gad. |
Denne omgængelige mennesketype er ikke i flertal. De udgør den højt skattede joker, der altid sættes ind som buffer mellem den sortseende dødbider på den ene side og den kværulantforrykte pedant på den anden.
Bordplanlæggeren forsøger altid at sælge den ufordelagtige placering som en kompliment: "Du er jo den eneste, der kan håndtere onkel Preben." eller "Mai-Britt har aldrig talt dårligt om dig."
I virkeligheden burde man sætte alle umuliusserne ved samme bord og samtidig under hånden smigre dem med,, at de hver især er den formildende omstændighed. Det foruroligende er, at man under denne forudsætning aldrig for alvor kan finde ud af, hvad ens egen rolle er; om man er en del af løsningen eller en del af problemet.
