tirsdag den 27. september 2011

Hvordan danner man en mening

Meningsdannelse er en sammensat proces. De fleste af os har et nogenlunde stabilt bagkatalog af meninger om og holdninger til tingene, som er opbygget tidligt i livet. Der kan forekomme variationer, men vi har en besynderlig trang til at mene, at vi har ment det samme hele tiden. Det bliver fx meget påfaldende i de tilfælde, hvor politikere skifter parti. De siger meget sjældent: "Før mente jeg noget andet, men nu er jeg blevet klogere." De prøver gerne at udlægge det således, at det er resten af verden, der har ændret sig, mens de selv er forblevet tro mod ungdommens principper.

Nu skulle det jo gerne forholde sig således, at forudsætningen for enhver holdning er erfaring, og da erfaring netop er defineret som den lære, man uddrager af det levede liv, er det så meget desto forunderligere, at vi bliver ved med at insistere på, at de holdninger, vi udviklede i vores ungdom, har gyldighed uanset at vi på det tidspunkt var væsentlig fattigere på erfaring. Store dele af vores holdninger har derfor udviklet sig til det, der pr definition er en fordom, nemlig et synspunkt, der er upåvirket af kendsgerninger.

Den institutionaliserede udgave af dette problem er tænketanken. En tænketank er defineret som en organisation, der bruger præcis så mange ressourcer på forskning og efterforskning, som der kræves for at overbevise omverdenen om, at dens holdninger er kendsgerninger. Forbilledet er amerikansk og ældre end de fleste tror. (Som historisk fodnote kan indskydes, at Rockefeller Foundation allerede i Mellemkrigstiden arbejdede aktivt med holdningspåvirkning i Danmark, fx inden for sundhedsplejen.) 

Der er kommet flere tænketanke gennem de seneste år. De hævder som sagt alle at ytre sig på forskningens faste grund. I den ene ende af skalaen har Rockwool-fonden faktisk bidraget med bæredygtige forskningsresultater. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forsøger også at holde saglighedens fane højt. Cepos har ganske vist en forskningschef, men ikke megen forskning. Copenhagen Consensus er ikke særlig københavnsk og har ikke haft held med at skabe enighed.


I den tarveligste ende af skalaen finder man centrum-venstre-tænketanken Cevea, der dog i det mindste må roses for en sjælden ærlighed. De melder åbent ud, at det ikke handler om viden, men om holdninger. Der udbydes en uddannelse i "progressiv meningsdannelse", der kan opnås over nogle weekender. Hvad det egentlig går ud på andet end meningsdannelse og holdningspåvirkning, bliver ikke klarere af de ansigter, der bruges som blikfang på plakaten. Hvad laver folk som Karen Blixen og Moder Teresa i midten for nu slet ikke at tale om til venstre i dansk politik?