lørdag den 9. april 2011

Hvordan bliver man statsminister

En nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at få magt er, at man vil have den. Det gælder i øvrigt også for sex, og i en vis grad for berømmelse og penge. Men i modsætning til hvad de fleste - især dem med magt, penge osv. - tror, er ikke alle mennesker disponeret for at ville have disse påståede goder.

Nogle kan nøjes med en eller to af dem, og enkelte kan leve helt uden. De er på mange måder privilegeret, fordi de dermed også undgår den ulejlighed det er at indgå i kapløbet.
Rubrikannonce, Berlingske
Tidende 13. januar 1935. Der er ingen
kendt forbindelse til den senere
statsminister af samme navn.
Magtfulde mennesker er meget forskellige. Viljen til magt har de som nævnt til fælles, og som regel er de også genstand for udbredt eller lokal foragt. Man får ikke magt uden at skabe sig uvenner.

Magtfulde mennesker adskiller sig fra hinanden på samvittighedens og anstændighedens målestok. Vil de magten for magtens, pengenes osv.'s skyld eller af andre hensyn? Tjener magten et uegennyttigt formål?

Vi stiller ofte urealistiske krav om intelligens, etik, indsigt, kundskaber eller overblik til magthaverne. Evnen til at skaffe sig magt er i sig selv så krævende, at den sjældent efterlader plads til andre kvaliteter i det enkelte menneske.

Derfor bør vi forbavses over, at mange magthavere faktisk har bevaret blikket for, at magten ikke berettiger sig selv og at der skal være plads til det unyttige, og der skal vises hensyn om ikke til det gode så dog til det skønne. Mange politikere er fx æsteter og nogle få - fx Jens Otto Krag, Søren Pind eller van Rompuy - er trådt frem for offentligheden med det, som de mener at kunne på det felt. (Her ser jeg bort fra de politikere, der har en fortid som professionelle kunstnere. De er som regel en fiasko, fordi de ikke har forstået magtens natur.)

Man skal være varsom med at undervurdere politikere. De kan og vil som regel mere end man tror. Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har det til fælles, at de begge taler fransk. Begge har de antagelig også det til fælles, at de er gået ind i politik som idealister og at de aldrig helt har sluppet forestillingen om, at de gør, hvad de gør, af hensyn til andre end dem selv.

Man kan ikke stille det krav til magthavere, at de skal være perfekte. Alle har lov til slå et par skæve, bare man står ved sine fejl. Det er en smuk regel i politik, at det ikke er skandalen i sig selv, der koster et politisk liv, men derimod forsøget på at dække over den. "It's not the scandal, it's the cover-up," som man siger. Den næste statsminister i Danmark bør blive den, der tør bære sin fejlbarlighed uden på tøjet.

3 kommentarer:

  1. Øh, sorterer indlægget også under 'debatindlæg', 'fantasy', 'postkort', 'folkeligt foredrag' eller...? ;-)
    Jeg har endnu et spørgsmål: Angående annoncen, skal det se ud som, at en tidligere statsminister (han, som bar navnet, er født i 1929) tilbød undervisning i klaver på konservatorieniveau i en alder af seks år? Jeg har ikke fundet noget på nettet, der kunne underbygge den teori, og kombineret med en erindring fra tv i min ungdom, hvor han som ret nyudsprungen eks- fremviste sit hjem og lod seerne få et kort indblik i musikken på hjemmets anlæg, kan jeg slet ikke tro det.
    Jeg fandt til gengæld et link, som peger i retning af, at der faktisk fandtes en koncertpianist lydende det navn i årene op til den kendte P.S's fødsel: http://goo.gl/t971J

    Tak for stimulerende ideer og fremstillinger!!

    SvarSlet
  2. Tak for kommentar. Jeg har rettet billedteksten, så det fremgår, at der blot er tale om et pudsigt sammenfald.

    SvarSlet
  3. Den altid interessante Mogens Nørgaard har i øvrigt gjort sig nogle indsigtsfulde betragtninger over erhvervsfolks karrieremuligheder i politik: http://jp.dk/jptv/nyheder_erhverv/videoblogs/article2383188.ece

    SvarSlet